Velkommen hjem
Det er nu ved at være godt og vel ved at være en uge siden vi kom hjem. Det er virkelig skønt at være hjemme igen. Men indimellem drømmer jeg mig altså tilbage til varmen og det hektiske liv. Særligt varmen! For pokker hvor er det dog blevet koldt.
Den værste jetlag har fortaget sig, det skulle vise sig at være lidt værre denne gang. Faktisk meget værre. Nogle nætter blev det kun til få timers søvn efter man havde vendt og drejet sig som en anden grill kylling hele natten.
Et sidste minde
Efter en time i morgenbuffen’ til alles fornøjelse kørte vi nordpå mod Venice Beach hvor vi havde boet før, men ikke alle havde været nede og se den fantastiske strand. Det var vist kun ham den morgenfriske fødselar 🙂 Vi fik kigget lidt på hjemløse, muskuløse og huse med den mest fantastiske udsigt. Venice Beach er helt klart er sted jeg gerne vil besøge igen hvis man en dag er så heldig at kunne komme tilbage igen. Der var virkelig flot. Ikke langt derfra ligger Santa Monica hvor Baywatch er optaget, det giver lidt en idé om hvordan der ser ud.
I galleriet længere nede er der et par fotos derfra.

LAX->CPH
Turen hjem føltes længere end ud nok mest fordi man gerne bare vil hjem men nok også fordi vi havde 5 lækre timer i Heathrow at slå ihjel oven på 11 timer i en Boeing 777. Der var lidt knas med at finde den korrekte afgang da ruten havde skiftet nummer. Men en meget service-mindet medarbejder fra American Airlines fik os checket ind på de bedste pladser på “Monkey class”. På rækken lige før business class med masser af plads til benene. Optur! De 5 timer i Heathrow gik med at sumpe mest muligt i nogle vildt dårlige møbler. En stor dejlig seng havde virkelig været dejligt. Men sådan skulle det ikke være. Men det gik og vi kom sikkert hjem! Hvor var det dog også herligt at se familie, venner og kærester i lufthavnen 🙂



[divider]

Tak
Til sidst vil jeg gerne sige tak for al den positive feedback der har været på vores tur. Det har været sjovt at blogge og opdatere hver gang vi oplevede nye ting. Absolut noget jeg vil anbefale andre at gøre. Så har vi også noget at se tilbage på når vi bliver gamle.
Det er svært at vælge ud hvad der var bedst – tror måske det var at ligge i den opvarmede swimmingpool efter morgen-motion på min 31 års fødselsdag den 29. oktober. Det har jeg aldrig gjort før. Det glemmer jeg nok aldrig.
Glemmer heller ikke det gode selskab. Det var en rigtig god tur – tak for oplevelsen! Måske vi kommer tilbage en dag igen?

























