Klamme hænder
Alle som kender mig ved også at jeg lider af den ledeste omgang højdeskræk udløst af et kort øjeblik af ungdommelig kådhed i form af elastikspring på Charlottenlund Fortet under Rock Show i 1995.
Som flere nok også ved så udfordrer jeg den også gerne. Lad mig bare sige at jeg i den grad befandt mig i rødt område tidligere i dag.
Efter morgenmaden delte vi gruppen i to, hvor Mads og Anders tog i Stratosphere. 350 meter højt tårn med forlystelser på toppen og en fastatisk flot udsigt. En udsigt som jeg desværre kun “nød” i få minutter.
Hænderne blev klamme, benene blev til gelé og højdeskrækken kom i den grad kørt frem forrest i bevidstheden. Jeg nåede lige at aflevere Canon’en inden jeg igen befandt mig i elevatoren og med over 21 miles pr. hour kørte mod fast grund igen. Man skal kende sine grænser. Min var i dag 350m.
Anders fik nogle fantastiske skud af udsigten, som jeg nu er rigtig glad for at kunne nyde på edb’en i stedet for live.
Sushi og nok af den
Efter den lidt skræmmende oplevelse i tårnet vendte vi tilbage til noget hvor jeg gerne skulle kunne være med, nemlig at spise. Vi faldt over et sted hvor de tilbød sushi efter all-you-can-eat konceptet. Ofte en sikker vinder når maven skriger på mad. Vi fik et menukort hvorpå man kunne krydse af hvilken type sushi man kunne tænke sig i første, anden og tredje omgang. Lad os bare sige den fik godt med gas.
Da tjeneren kom var hendes eneste kommentar “Oh my god”. Var det ikke all you can eat?
Vi havde så helt klart ikke overvejet at hver servering vi krydsede af bestod af 8 stykker. Ydermere skulle man betale for det man ikke kunne spise op. Så hurtigt blev det til dem mod os. Faktisk hentede køkkenet forstærkning så der på et tidspunkt bare blev fløjet sushi ind til os. Efter godt 70-80 stykker var grænsen nået, troede vi. Men de valgte så at servere bomben til sidst, bestående af friture reje, en ordenlig pølse philadelphia (ja, smøreosten) ris med mere (billedet). Alt sammen dybstegt og fyldt med klam sauce. Behøver vel ikke beskrive hvor svært det var at komme igennem. Men det lykkedes. Vi skulle hvertfald ikke betale ekstra og tjenerens kommentar var også bare “Nice try”
iÆbler hos Caesar
Som alle andre gearfreaks elsker vi jo de lækre enheder fra Apple, desværre kan priserne for nogle være for højere derhjemme. Vi parkerede derfor bilen i det enorme parkeringshus bag mega hotellet Caesars Palace. Inde på hotellet ligger nemlig en Apple Store hvor vi gerne skulle kunne få slukket æble-tørsten. De har nemlig alle gadgets liggende klar til demo og man kan også bare flå ned af hylderne. Lige undtagen os som skulle stå i en timelang kø for at købe en iPhone med hjem. Hvad gør man da ikke for at gøre andre glade? 🙂
Er det forresten noget med der er lanceret en ny iPhone siden at vi nu skulle stå i en kæmpe kø for købe en simpel mobiltelefon? Men det gik, så nu er alle fyldt gearet op med Ipad’s, Apple TV’s og iPhones. Bjørn er også kommet med i klubben af iNørder.
Det blev forresten også til en tur i Outlet for at nå et sidste tilbud inden lukketid..
Nu er klokken mange, hvertfald når man igen har været vågen siden kl. 05 – Anders er begyndt at snorke og vi skal være friske til 10 timers køretur til Grand Canyon i morgen, så jeg vil smutte i kassen og falde i søvn til den smukke udsigt over “Strippen”
I morgen er det fredag, så der er ikke længe til vi igen har kurs mod London og derefter Kastrup. Vi vil nyde de sidste dage.
